Af redaktion
23-02 2010 - 06:34
Når Naja-Vivi Mathiassen går rundt i Tasiilaq på en lønningsdag, vælter berusede mennesker ikke længere om på gaden.
Det gjorde de i bogstaveligste forstand, før landsstyret i sommeren 2008 lukkede for spiritus i Østgrønland, skriver Jyllandsposten.
- Folk faldt om og lå og sov på gaden, fortæller den 31-årige lærer.
Før forbuddet var det ikke ualmindeligt at se 15-20 personer stå foran byens butik og drikke snaps direkte fra flasken, indtil de ikke længere kunne stå på deres ben.
Nu er det forbudt at sælge alkohol over 15 procent og det betyder at der kun kan købes øl og vin.
Forbuddet har reduceret kriminaliteten og mindsket de omfattende sociale problemer, som Tasiilaq kæmper med.
- Det har virket positivt på kriminaliteten. Både den generelle kriminalitet, personfarlig kriminalitet og voldtægt er gået ned, fortæller politikommissær Kristian Sinngertaat, der leder byens fem-mand-store politistation.
- Vi får først statistikkerne til maj, men det er faldet med omkring en tredjedel, vurderer han.
Kriminaliteten i Tasiilaq har længe været højere end Grønlands gennemsnit.
I 2008 var der i Tasiilaq-området med 3.000 indbyggere 30 voldtægter eller forsøg herpå - flere end i hovedstaden, Nuuk.
I 16 af sagerne var ofrene børn.





For at kommentere, skal du registrere dig som bruger. Hvis du allerede har f.eks. en Facebook-profil, kan du let komme i gang bare ved at trykke på Facebook-ikonet (1).