Gå til hovedindhold

Ny opdagelse: Kæmpe ocean gemt under overfladen på Saturns 'dødsstjerne'

Saturns måne Mimas, der let kan forveksles med dødsstjernen fra ’Star Wars’, gemmer sandsynligvis på et ocean under overfladen – en opdagelse, der kan ændre vores syn på Solsystemet.

»Det viser sig, at der er vand flere steder, end vi tror.«

Sådan siger planetforsker Kjartan Kinch til Videnskab.dk, efter han har læst et nyt studie, der nu kan afsløre, at én af Saturns måner med al sandsynlighed gemmer på et stort ocean.

»Studiet ændrer på vores billede af, hvad måner kan,« tilføjer Kjartan Kinch, der adjungeret lektor i planetforskning og instrumentering på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.

Forskningen er udgivet i Nature og gør ifølge Kjartan Kinch op med idéen om, at Solsystemet altid har set ud, som det gør i dag.

Forskerne bag har analyseret ændringer i Saturns måne Mimas’ bane og rotation. Analysen indikerer, at der mellem 20 og 30 kilometer under overfladen gemmer sig et ocean.

Mimas opfører sig ikke normalt

På andre måner med vand kan vi se det direkte på overfladen.

Saturns anden måne, Enceladus, har eksempelvis gejsere, hvorfra det står ud med frostpartikler. På Mimas’ overflade kan man ingenting se, og derfor har man ikke tidligere opfattet den som en ismåne – altså en måne med et ocean.

Forskerne bag studiet analyserede Mimas’ rotationshastighed og andre detaljer om rotationen. De fandt, at Mimas ikke opfører sig som en symmetrisk måne normalt gør.

Det er der én af to forklaringer på:

Enten gemmer der sig en aflang stenkerne eller et ocean i midten af månen.

Mimas bevæger sig i en aflang bane. Ved at analysere månens bane over tid finder forskerne, at dens bevægelse bliver mindre aflang, og at der frigives varme fra den.

De fund gør det mest sandsynligt, at den gemmer på et ocean og ikke en stenkerne, mener både forskerne bag studiet og Kjartan Kinch.

Ikke en vanvittig idé

Det nye Nature-studie kan ikke betragtes som et direkte bevis på, at der gemmer sig et ocean inde i Mimas, da vi ikke kan se det i overfladen. Men Kjartan Kinch finder det dog plausibelt:

»Det er slet ikke nogen vanvittig idé,« siger han.

Når der er vand, er der også mulighed for, at mikroorganismer kan opstå. Muligheden for liv på Mimas er dog stadig et meget åbent spørgsmål ifølge Kjartan Kinch:

»Det er svært at forestille sig liv uden flydende vand og næring, så om der er mulighed for liv, kan vi kun spekulere om.«

Der er sket noget dramatisk

Ifølge Kjartan Kinch tyder de nye fund på, at der er sket noget dramatisk.

»Man kan forestille sig, at der er en måne, der er blevet kastet ud, hvilket har fået de andre måner ud af kurs,« fortæller han og tilføjer:

»Nu er månerne så ved at finde sig på plads igen efter den her ændring, og derfor er deres baner ikke cirkelrunde«.

Solsystemet ændrer sig

Et fund nær Saturn virker måske langt væk for en jordboer. Men faktisk har forskningen relevans for alle beboere i vores solsystem:

Ifølge Kjartan Kinch har vi traditionelt set et billede af, at Solsystemet er statisk. Med den nye forskning tyder det på, at Mimas ocean ikke altid har været der. Altså er Solsystemet mere dynamisk end som så.

»Grunden til, at vi ikke kan se noget i overfladen, der tyder på, at der er vand under, er at oceanet sandsynligvis ikke er særlig gammelt,« fortæller han.

Når vi snakker om tid i Solsystemet, er det over er en lidt anden skala, end vi er vant til.

Så når Kjartan Kinch siger, at oceanet ikke er særlig gammelt, mener han, at den er mindre end 25 mio. år gammel. Det er ungt i Solsystemet, men for gammelt til at mennesker har kunnet observere ændringerne, mens de skete.

»Vi mennesker ser kun et snapshot af, hvad der sker i Solsystemet. Derfor har vi ikke altid set Solsystemet som det dynamiske sted, som det er,« fortæller Kjartan Kinch.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER