Gå til hovedindhold

Presset stiger på Orban: Ukraine frygter for "katastrofalt" EU-topmøde

Det vil være "katastrofalt" for både EU og Ukraine, hvis EU bakker ud af optagelsesforhandlinger, mener Ukraine. Presset stiger på Orban, siger ekspert.

Er Ungarns Viktor Orbán igen ude på at få flere penge fra EU? Eller har han igangsat et dristigt forsøg på at omdanne EU indefra på bekostning af Ukraine?

Det er spørgsmålet i Bruxelles i denne uge. 

Forud for EU-topmødet torsdag og fredag har Orbán taget et ubekvemt kvælertag på hele Europas opbakning til Ukraine.

Og hverken erfarne politikere, diplomater eller iagttagere kan med sikkerhed afgøre Orbáns motiv.

I kraft af de særlige regler for højniveau-beslutninger i EU er Orbán udstyret med retten til at nedlægge veto mod yderligere støtte til Ukraine. Det har han gentagne gange sagt, at han vil bruge. 

Orbán lægger dermed op til at bremse EU's planer om at give 50 milliarder euro i økonomisk støtte til Ukraine, tildele yderligere 20 milliarder euro til det krigsramte lands militær og indlede optagelsesforhandlinger.

Hvis det sker, vil det være "katastrofalt" for både Ukraine og EU, sagde Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, mandag.

- Jeg ønsker end ikke at tale om de ødelæggende konsekvenser, der vil indtræffe, hvis Det Europæiske Råd ikke lykkes med at nå frem til denne beslutning, sagde Kuleba.

Han står ikke alene i EU. I Berlin fastslog Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, mandag, at EU bliver nødt til at sende et klart signal til Ruslands præsident, Vladimir Putin, om støtte til Ukraine.

- Det er vigtigt, især i denne situation, at vi sammen i Europa og langt uden for signalerer til Ukraine, at landet kan regne med vores hjælp, sagde Scholz.

Tyskland kæmper dog fortsat med efterdønningerne af, at landet forfatningsdomstol har trukket i den såkaldte gældsbremse. 

Derfor ved Scholz endnu ikke, hvor mange penge han har et gøre godt med på topmødet. Så talen var især rettet internt mod de øvrige partier i Tyskland, siger direktør i Tænketanken Europa Lykke Friis.

- Der er fortsat ikke indgået et kompromis i Tyskland om deres forhandlingsposition på torsdag. Det skaber en helt ny situation, fordi EU-landene normalt ville kunne fokusere på samlet at lægge pres på Orbán, siger Lykke Friis.

Splittelsen i EU er ekstra ubehagelig for Ukraine, som også kan konstatere, at der både i den amerikanske kongres og befolkningen er modstand mod nye midler til krigen mod Rusland. Og nu nærmer en ubehagelig deadline sig.

EU ventes i december at udbetale den sidste rate af på 1,5 milliarder euro til Ukraine. Derefter er der brug for en beslutning fra topmødet, for at man kan fortsætte støtten, fastslog en talsmand for EU-Kommissionen mandag.

- Det er afgørende, at man når en aftale inden udgangen af året, sagde talsmanden.

EU-landenes ambassadører arbejder derfor på højtryk for at finde løsninger forud for topmødet. 

Det ubehagelige er dog, at ingen præcist kan læse Viktor Orbán. Grundlæggende er der ifølge flere EU-kilder to fortolkninger af den ungarske premierminister. Den ene kan løses på topmødet. Den anden vil udløse en krise for Ukraine.

Lykke Friis kalder den første version af Orbán for "krejleren". Her går Orbán alene efter at få frigivet fastlåste EU-penge til Ungarn. 

- Man er næsten ude i at diskutere Orbáns psykologi. Den ene tolkning er, at han vil tage sig dyrt betalt, men at han har en pris. Hvis det er tilfældet, så kan man indgå et kompromis klokken tre om natten på topmødet, siger Lykke Friis.

Det ubehagelige for de mange Ukraine-pro EU-lande er, at man ikke kan udelukke den anden fortolkning af Orbán: Han er ikke ude efter penge, men ser sig som "transformatoren", som Lykke Friis kalder det.

- Jeg tror, at flere nu er begyndt at tro eller frygte, at han ikke er en krejler. At han i stedet ønsker at ændre EU-samarbejdet indefra. 

- Efter EU-topmødet venter der næste år valg i USA, valg i syv EU-lande og valg til EU-Parlamentet. Pludselig kan man stå med et EU-samarbejde, der er væsentligt mindre overnationalt. I mangel på bedre kunne man kalde det et "fædrelandenes Europa".

- Hvis det synspunkt er rigtigt, så er der ikke nogen pris, der er høj nok til, at Orbán vil gå på kompromis. Så handler det om at få et fundamentalt anderledes EU, siger Lykke Friis.

Orbáns mål ventes at blive klarlagt på topmødet i denne uge. 

/ritzau/

 

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER